Det er godt nok ved at være længe siden jeg har skrevet, men der har simpelhen været så meget!
For snart 2 uger siden, begyndte det virkelig at gå op for mig at jeg var på vej mod Brasilien, og det var fantastisk! Min rejse var blevet fremskyndet fra d. 26 august til d. 19 august, så jeg kunne deltage i min aktivitets uge her i Brasilien. Dette betød så også at jeg skulle rejse hele vejen alene, og dette var jeg egentlig ret indforstået med, men det var alligevel en lang rejse at skulle ud på alene, men jeg måtte bare håbe at alt gik godt.
Jeg var så spændt, men på den anden side var det underligt at skulle væk fra familie og venner derhjemme.
Jeg fik sagt farvel til familien, hvilket var utrolig hårdt, det er svært at undvære dem så længe! Men som sagt, fik jeg sagt farvel til til familien, og mandag morgen, dagen efter jeg skulle køre til lufthavnen.
Jeg fik pakket min kuffert, hvilket var utrolig svært, fordi jeg kun måtte have 23 kg med, så jeg havde lidt overvægt i kufferten.
Kufferten blev endelig pakket, lige i sidste øjeblik. Det var svært at finde ud af hvad jeg skulle have med og hvad jeg ikke fik brug for, men ja pakket blev den.
Her står jeg for sidste gang i køkkenet i et år, med blazeren på og flaget om ryggen. Så dejligt endelig at være på vej.
Så gik turen endelig mod København, hvor jeg skulle flyve fra klokken 19.15.
Jeg fik printet mit boardingpass, og alt var så godt som klar.Min far, min mor, Rasmus og jeg satte os og fik lidt at drikke inden jeg skulle afsted. Det var virkelig svært, men vi fik sagt farvel. Det var rigtig hårdt at sige farvel, men jeg skulle jo afsted.
Men jeg var klar og parat til at rejse hele vejen til Brasilien alene.
Her stod jeg så, på trappen, helt alene, på vej mod mit livs eventyr i Brasilien!
Jeg gik igennem security og derefter fandt jeg min gate i god tid. Da jeg havde fundet gaten gik jeg lidt rundt og kiggede, og derefter tilbage til gaten. Her sad jeg og ventede, og lige pludselig kom der omkring 20 udvekslingsstudenter fra Rotary ind. Det var dem der skulle til Argentina.
De skulle med samme fly som mig, hvilket var ret sjovt. Ole ringede til mig i bilen for at høre om alt var okay, og der fortalte han mig at jeg kunne kigge efter de andre udvekslingsstudenter i lufthavnen, de skulle også flyve 19.15, men han sagde ikke at det var med samme fly som mig, så det var lidt sjovt.
Da vi kom ind i flyveren, gik der i hvert fald 20 minutter før vi fik noget af vide, men endelig fik vi besked om at vi ville blive forsinket, fordi der var blevet placeret en bombe fra anden verdenskrig i Frankfurt lufthavn, så inden fly måtte komme ind, og alle fly skulle ud. Derfor ventede vi vildt længe, nok omkring halvanden time i flyveren, og her kunne jeg hurtigt se at jeg ikke ville nå nyt fly videre til Brasilien.
Da vi så endelig kom afsted var der omkring 50 minutter til mit fly i Frankfurt videre til Brasilien, og de nåede jeg selvfølgelig ikke.
i flyveren til Frankfurt mødte jeg to unge mænd, måske i 20’erne, som ligesom mig skulle videre til Sao Paulo, og vi fulgtes af resten af vejen. Det var ret hyggeligt, i stedet for at være alene i en lidt træls situation.
Men i hvert fald, da vi kom ud af flyveren fik jeg sagt farvel til de andre udvekslingsstudenter, og fik ombooket min flybillet, fik en taxa og et hotelværelse hvor jeg skulle overnatte natten over.
Det var lidt svært at være op egen hånd i den situation, men jeg holdte hovedet oppe og modet af i top ;)
Jeg skulle flyve fra Frankfurt lufthavn til Sao Paulo onsdag aften samme tid som jeg skulle have gjort, så det var bare blevet rykket en dag.
Dagen efter, altså onsdag, tog jeg tilbage til lufthavnen klokken 13, fordi jeg skulle være ude af mit værelse på hotellet klokken 11. Jeg tog en bus tilbage til lufthavnen og ventede der i 9 timer, hold da op tiden gik langsomt, men heldigvis var jeg sammen med de to mænd. De var virkelig søde, og de hjalp. De var begge fra Brasilien.
Da vi så endelig kom ind i flyveren gik det hele rigtig fint, men hold da op det er en lang tur, og jeg var virkelig træt fordi jeg ikke havde sovet så meget på hotelværelset. 12 timer i et fly er vildt længe. Turen var lang, men jeg kunne endelig se enden på rejsen.
Da jeg endelig kom til Brasilien var klokken 5 om morgen, og jeg var vildt træt og da jeg havde fået min bagage, var jeg parat til at møde familien.
Da jeg kom ud, stod Solange (min mor), Carlos (min far) og Isabela (min lillesøster) klar til at modtage mig. Det var en virkelig dejlig velkomst.
Min skønne familie! <3
Min fantastiske søster <3
Det var lidt meget for den her gang, men der var meget at fortælle da det er længe siden jeg har haft tid.
Jeg håber I har det godt i Danmark, for jeg har det skønt i Brasilien <3
Store knus og Kram herfra
Ingen kommentarer:
Send en kommentar